Copenhagen Fashion Summit lancerer nyt format med fokus på bæredygtige løsninger

19. December 2017

Det globale topmøde Copenhagen Fashion Summit 2018 bliver til en to-dags begivenhed og lancerer, blandt andre nye tiltag, markedspladsen Innovation Forum, hvor mere end 50 internationale løsningsleverandører til modebranchen udstiller deres bæredygtige produkter.

Når det globale topmøde om bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit, finder sted for sjette gang den 15.-16. maj 2018, kommer det som noget nyt til at strække sig over to dage. Udvidelsen sker som følge af den stigende interesse for topmødet, og med en ekstra dag på programmet får de forventede 1.000 gæster mere tid til at udforske de mange konferenceelementer, herunder det nye Innovation Forum.

Innovation Forum vil først og fremmest præsentere mere end 50 af de mest lovende løsningsleverandører til hele værdikæden – fra innovative materialer til grøn emballage. Herudover vil initiativet rumme en ”pitch scene”, hvor mindre startups kan præsentere deres disruptive innovationer, samt et speed-dating event, hvor mere end 350 forhåndsbookede møder mellem modevirksomheder og leverandørerne er blevet sat op.

Som altid vil Copenhagen Fashion Summit 2018 byde på et talerprogram med topnavne fra den globale modeindustri, som offentliggøres løbende, og herudover vil topmødet traditionen tro samle branchens beslutningstagere, NGO’ere og politikere til en række Leadership Assembly rundbordsdiskussioner om de mest presserende miljømæssige og sociale udfordringer, branchen står over for.

Deltagere kan også se frem til lanceringen af 2018-udgaven af industrirapporten Pulse of the Fashion Industry, der måler den globale modebranches arbejde med bæredygtighed,samt lanceringen af en den første statusrapport på det ambitiøse 2020 Circular Fashion System Commitment, som 64 af verdens førende modevirksomheder underskrev ved Summit i 2017.

Derudover vil der som altid være indslag fra Youth Fashion Summit, der netop har indgået et partnerskab med FN’s Global Compact med særligt fokus verdensmålene nr. 3 ”sundhed og trivsel” og nr. 5 ”ligestilling mellem kønnene”, og som foregår i dagene op til Summit.

Billetsalget er åbnet.

Om Copenhagen Fashion Summit

Copenhagen Fashion Summit er verdens førende topmøde om bæredygtighed i modebranchen, hvor omkring 1.000 nøgleinteressenter fra den globale modeindustri, politik, academia og interesseorganisationer mødes for at diskutere modebranchens fremtid i et bæredygtighedsperspektiv. Copenhagen Fashion Summit og relaterede events afholdes i midt maj hvert år. Bag Copenhagen Fashion Summit er Global Fashion Agenda, Danish Fashion Institutes bæredygtighedsinitiativ.

Presseakkreditering

Det er nu muligt at ansøge om presseakkreditering til Copenhagen Fashion Summit 2018 via Copenhagenfashionsummit.com/press.