Skriv under på Modebranchens Etiske Charter

03. Marts 2015

En venlig opfordring til samtlige aktører i modebranchen.

Kære kolleger Den danske modebranche er ofte genstand for negativ omtale pga. af brugen af tynde modeller. Det viser i al tydelighed, at modebranchen har et problem, som vi ikke har taget nok hånd om. Modebranchens omdømme er på spil, og vi har derfor kollektivt ansvar for sikre, at det ikke sker igen og rette op på situationen.

Vi har et fælles ansvar for at vise, at modebranchen er sig sit ansvar bevidst. Både ansvaret overfor de mennesker, som arbejder i vores branche – og for det kropsideal, vi fremstiller. Derfor følger der med dette brev Modebranchens Etiske Charter og en venlig, men kraftig, opfordring til ALLE aktører i eller med relation til modebranchen om at tilslutte sig og underskrive.

DAFIs adm. direktør Eva Kruse udtaler:

”Der er ingen tvivl om, at sagen med Cover for alvor har gjort det tydeligt, at der fortsat er problemer med det skønhedsideal modebranchen fremstiller. Nok var det Cover og Scoop Models der kom i søgelyset, men det kunne desværre være sket for de fleste. Derfor har DAFI sammen DM&T, WEAR og de største modelbureauer i den forgangne uge brugt mange timer på at diskutere, hvordan vi i branchen kan og skal komme problemerne til livs. Det er nu resulteret i et markant skærpet etisk charter, som lanceres i dag med opfordring til ALLE om at tilslutte sig.”

DM&T’s adm. direktør Thomas Klausen supplerer:

”Med et skærpet regelsæt og nye sanktionsmuligheder kan vi ikke alene komme en række branchemæssige udfordringer til livs. Vi kan også se mere målrettet fremad og fokusere på det, som modebranchen også handler om – nemlig et kreativt væksterhverv, som er med til at skabe arbejdspladser og bidrage til den danske bundlinje gennem øget eksport.”

Dette bakkes op af formand for Wear, Nikolai Klausen:

”Hvis vi som organisationer skal kunne stå på mål for branchen, så er det helt afgørende, at vi aftaler nogle etiske og konkrete spilleregler, og at det får nogle seriøse konsekvenser for dem, der ikke måtte overholde reglerne. Ønsket er naturligvis, at reglerne vil fungere som guidelines, og at sanktionerne vil virke præventive, så vi undgår situationer som den, vi senest har oplevet.”

Bestyrelserne for DM&T, WEAR og DAFI/CFW har tilsluttet sig charteret, og vi håber, at alle andre i branchen (modevirksomheder, producenter, modelbureauer, modemagasiner, modefotografer, stylister, PR-bureauer, reklamebureauer, grafiske agenturer, detailhandlen, webshops osv.) vil følge deres eksempel, så vi sammen kan komme problemerne og den dårlige stemning til livs.

Du finder selve charteret her samt dokument til underskrivelse her.

Sidstnævnte skal du indsende til charter@danishfashioninstitute.dk

Eller med post til:

Danish Fashion Institute Att: Modebranchens Etiske Charter HC Andersens Boulevard 27, 1553 Kbh. V

Vi vil se frem til at modtage jeres tilslutning og er desuden parate til at svare på jeres spørgsmål.

De bedste hilsner Eva Kruse, adm. direktør i DAFI Thomas Klausen, adm. direktør i DM&T Nikolai Klausen, formand i WEAR